Bogen bør få den samlede lægestand, politikere, medier og ikke mindst medicinalindustrien op af stolen. For her leveres en række usædvanligt skrappe og underbyggede beskyldninger mod medicinalindustrien og de læger som deltager i udviklingen og udbredelsen af en lang række præparater. I bibliotekerne må vi betragte bogen som et væsentligt indlæg i samfundsdebatten.
Allerede i titlen fornemmer vi bogens tone. Det lyder som endnu en konspirationsteori, men forfatteren er ikke en opmærksomhedshungrende journalist, der har strikket en god historie sammen, men professor, overlæge, dr.med. og leder af det uafhængige forskningscenter The Nordic Cochrane Center. Alvoren sættes i fokus, når vi allerede på bogens første sider får at vide, at medicin på verdensplan er den 3. hyppigste dødsårsag efter kræft og hjertesygdomme. Forfatteren tegner billedet af en skrupelløs industri, der ikke skyr nogen midler for at fremme deres sag. Størst er anklagerne mod nervemedicinen, men ellers er det nogenlunde hele vejen rundt, medicinalindustriens troværdighed står for skud. Tonen er skarp og spørgsmålet er, hvorvidt det gavner sagen? Det skal jeg heldigvis ikke tage stilling til, men tilføje at bogen udkommer i engelsk udgave samtidigt.
Medicinalindustrien er til stadighed under anklage fx i Medicin : til gavn eller skade?, 2012, men aldrig har jeg set så skarp kritik som her.
Jeg håber bogen vinder gehør i offentligheden. Derfor skal den også være tilgængelig bredt rundt omkring i landet.