Historisk afhandling om spædbørnsdødeligheden i Danmark 1800-1920. Her er tale om - så vidt jeg er i stand til at vurdere - et særdeles grundigt forskningsarbejde udfra studier af allehånde kildematerialer. Afhandlingens emne er de processer, der førte til et dramatisk fald i børnedødeligheden omkring år 1900. Et fald, der i øvrigt er fortsat århundredet igennem, så den nu ligger på ½ procent. I 1877 lå den på 25 procent i København! Stadslæge Schleisner, der var foregangsmand på byhygiejnens område, afviste ethvert ansvar herfor, men det blev alligevel indledningen til, at spædbørnsdødeligheden overgik fra Guds og skæbnens ansvarsområde til statens, lægens og moderens. Forfatteren er adjunkt ved Institut for Historie ved Københavns Universitet. Hun har skrevet Familieliv i Danmark, 1996/97 og Vildfarne børn, 1990. Bogen har fyldig litteraturliste, engelsk summary, person- og stikordsregister. Den er spækket med noter, statistikmateriale og skematiske opstillinger. For fagfolk og uddannelsessøgende, der går specifikt efter dette emne, der ikke er behandlet tilsvarende andetsteds.