Døden spiller op

Under den melodramatiske titel gemmer sig et af Sunesons decideret utilfredsstillende arbejder. For det første spilles læseren på næsen allerede side 43, og for det andet vakler hele romanens opbygning faretruende, da det, langs hen ad vejen, viser sig, at Suneson bygger romanens psykologiske skelet op over en aldeles uantagelig, usandsynlig menneskelig situation. Bogen igennem vrimler det med sløjfer og knuder, falske spor og urimeligheder, så at opklaringen af mordet på den invaliderede jazzpia-nist Jørgensen foregår uden at læseren oplever den med den spænding, der følger een på vejen gennem en stringent og rimelig fair kriminalroman. Eksempelvis gøres der umådelig utilfredsstillende rede for mord nummer to på bogens mest usympatiske person. Suneson-læseres gamle ven, O. P. Nilsson, kriminalkommissæren, tegnes uskarpt og flimrende, og bogen er, alt i alt, et meget venstrehåndet venstrehåndsarbejde, som er overflødigt i rækken af de gode krimier, Suneson ellers har udsendt.Typografiens klarhed er rimelig og Fabers oversættelse udmærket - men det hjælper jo ikke meget!.

Read the full assessment