Emnet kan forkomme smalt, men fortællingen er bred, fagligt sikker og underholdende, og bogen vil tiltrække ikke blot lægefagligt interesserede, men også alment historisk interesserede og studerende.
Det er en bredt anlagt, underholdende og letlæst fortælling, forfatteren her lægger frem om lægekunstens stilstand og udvikling i Danmark 1640-1840, om overtro og tro, kirkens altafgørende indflydelse og oldtidens virkningsløse læge-dogmer, som afløses af et naturvidenskabeligt syn på sygdomme i oplysningstiden. Bogen er også en særdeles god kilde til information om datidens levevilkår, folkesundhed, pest og andre epidemier, samt samtidens notabiliteter indenfor lægekunst, kirurgi, statsapparat og kultur. Det er en så malende beskrivelse af tidsånden, at det næsten er som at være der selv. Layout er lækkert.
Bogen tegner, sammen med Ve og velfærd : læger, sundhed og samfund gennem 200 år, 2007, med bred pensel et billede af et stykke dansk (kultur)historie igennem de seneste 400 år, som kun findes stykvis i forvejen. Bogen er af samme høje kvalitet som forgængeren, men med mere spræl, og billedmaterialet i sig selv indbyder til fordybelse.
Malende, fagligt sikker og underholdende beskrivelse af lægekunst, sygdomme og tidsånd i Danmark 1640-1840 med billedmateriale, der indbyder til fordybelse. Her er noget både for dem, der søger facts om levevilkår, sygdomme og lægestand, samt for dem, der læser af ren og skær interesse. Emnet er i forvejen sparsomt dækket ind.