"Thåströms tiende album åbner med solvarme, lys og et gospelstræbende kvindekor (...) Og inden de ni sange er nået til ende, står det klart, at guitaren nærmest er retoucheret helt væk i computerens lydlandskab, for Thåström har taget en musikalsk drejning mod den elektroniske puls ... Thåström ser på livet med et intenst blik. Og selv om han musikalsk bevæger sig fremad, kigger han bagud og roder i nostalgiens gløder - uden at brænde sig. Dertil er hans tilstedeværelse i nuet med dets undseelige hverdagsdetaljer for stærk. På samme måde er det stadig en blues, han synger, den er bare bøjet i neon og formet til nogle af de bedste sange, han har skrevet længe. Djævelsk opløftende sange".