Sammen med Maria Stuart hører Don Carlos fra 1787 til Friedrich Schillers betydeligste lyrisk-dramatiske arbejder og det første værk, hvor forfatteren anvender det shakespearske blankvers. På dansk grund har Schillers dramatiske værker altid stået i skyggen af den filosofiske og æstetiske del af forfatterskabet, og ikke siden 1896 har der foreligget en komplet oversættelse af Don Carlos. Dramaets historiske ramme er inkvisitionens Spanien i 1500-tallet, hvor den unge, idealistiske prins Carlos med sine ideer om frihed og humanitet sætter sig op mod sin despotiske og intrigante far, kong Filip. Far-søn konflikten fortolkes ikke kun som en ideologisk og politisk konflikt, men har også et følelsesmæssigt, erotisk aspekt, idet prins Carlos hemmeligt er forelsket i sin stedmoder, dronning Elisabeth. Det er ikke det historiske stof, men den psykologiske karaktertegning, der har Schillers interesse, og det er her teksten - der er et udpræget stykke læsedramatik - har bevaret sin aktualitet og identifikationsmulighed for en nutidig læser, godt hjulpet på vej af en tidssvarende oversættelse. Bogen er forsynet med noter og med oversætteren Villy Sørensens efterskrift, hvor han med udgangspunkt i Schillers "Breve om Don Carlos" redegør for dramaets tilblivelsesproces og idémæssige forudsætninger.