Xbox 360. Nu får man chancen for at udleve sin uopfyldte bokserdrøm. I Don King presents prizefighter spiller man en ganske frisk og uprøvet bokseaspirant, der en dag møder op i træningslokalet med det mål at skabe sig en boksekarriere. Fra starten har man mulighed for træning eller for at gå direkte til det sjove: at komme i ringen og møde modstandere. Langsomt arbejder man sig op fra ganske grøn til hærdet bokser, der møder de hårdest slående modstandere. Hele forløbet bliver præsenteret i bedste sportsdokumentarstil med udtalelser fra trænere og managers. Og selvfølgelig følger den lettere excentriske Don King med på sidelinjen. Man har også muligheden for blot at tage en enkelt kamp, hvor man kan vælge at styre og kæmpe imod en lang række store boksere som fx Rocky Marciano, Andrew Golota og Joe Calzaghe. Vælger man de "gamle" klassiske kampe, toner farverne ud og ligner tv fra 1950'erne. Spillet udspiller sig i alle de store boksearenaer verden over, og miljøet og publikum giver en god stemning til kampene, der nærmest minder om tv-transmissioner. Parallelt med sin karriere arbejder man sig fra små bokseringe i svedige træningslokaler til enorme haller med titusindvis af tilskuere. Spillet er forholdsvist let at gå til. Der bruges et moderat antal knapper til at kontrollere sin bokser, og indlæringskurven er ganske fornuftig. Boksekampe er en topersonerssport, og der er rig mulighed for multiplayerspil både lokalt og via internettet. På bibliotekerne findes der til xbox 360 pt. ikke andre boksespil, men spillet Fight night 3 til PS 2 og xbox, minder om dette. Don King presents prizefighter er ikke det ypperste boksespil der er lavet, men egner sig stadig udmærket til biblioteksbrug. PEGI: 16+ pga. vold. Fra 14 år. Sprog: engelsk.