Bøgerne fra krybben med titler for de mindste bliver læst og læst igen og igen for til sidst at blive slidt i laser. En skæbne, der også vil overgå bøgerne om Dora, for det er herlige historier hentet lige ud af de 2-3-åriges hverdag. Illustrationerne, der dækker et dobbeltopslag, er udført i kraftige, varme farver på lys baggrund. Stregen er grov, og med enkle virkemidler udtrykker billederne samhørigheden mellem moderen og det lille barn, der er på vej til selv at udforske verden. Dora er en charmerende, rødtoppet buksetrold, som både småpiger og -drenge kan identificere sig med, og mor er frisk og moderne med gamacher og høje sandaler. I Dora i haven leger mor og Dora skjul. Dora løber efter en sommerfugl og er næsten blevet helt borte, indtil mor finder hende i jordbærbeddet. I Dora og støvsugeren hygger Dora sig i sin Trip Trap stol med en tallerken småkager. Da de falder på gulvet "spiser" støvsugeren dem. Dora får flere kager. Da hun begynder at "fodre" støvsugeren med dem, må hun selv overtage støvsugningen, mens mor spiser kager. Teksten er kort og bøgerne kan billedlæses efter få oplæsninger. De to første bøger om Dora Dora snakker med og Dora er en abe er fra uge (99/19), og flere skal være velkomne.