Nintendo DS. Dora saves the mermaids er et spil primært bestående af minispil til de mindste baseret på tv-serien kendt som Dora udforskeren i Danmark. Målgruppen er de 3-7-årige og titlen er et udpræget nybegynderspil med dansk tale og tekst. PEGI: 3.
Dora og hendes ven aben Boots skal hjælpe havfruen Mariana med at få den magiske Krone tilbage, så de kan holde stranden og Havfrue Kongeriget rent, inden Blæksprutten fylder hele riget med affald. Historien er ret kort og består primært af en række minispil, som også er ret korte og simple. Nogle af dem kan klares på 10-15 sekunder, men der er en del af dem. Der er lidt lær at tælle til 10 og øvelser i engelske ord, men meget lidt. Efter at historiedelen er gennemført kan de enkelte minispil genspilles, men mere indhold er der ikke i spillet. Styringen er også ret simpel, det samme må siges om grafikken. Lydsiden er der heller ikke så meget af, men den tale som der er, er dog på dansk.
Af spil som primært egner sig til de helt mindste, har både "Silke"-spillene og Fætter Kanin - 4-7 år været tilbudt bibliotekerne. De var alle tre bedre spil end Dora saves the mermaids og med mere indhold og udfordring.
Spillet med Dora må siges at være meget kort og uden de store udfordringer, så det vil være for de yngste. De ældre og mere garvede spillere vil meget hurtigt kede sig. På mange måder minder spillet om tv-serien, som også er til de mindste og lavet uden de helt store anstrengelser. Bibliotekerne har efterhånden fået tilbudt flere og bedre spil til DS, og til den yngste målgruppe er det et middelmådigt spil.