Books / fiction for children / gys

Dræberkameraet og andre hårrejsende historier : ni grumme gys


Description


I 9 gyselige historier fortælles om dagligdags ting, såsom et badekar, et kamera, en computer, der har mere end almindelige egenskaber. Død og uhygge bliver resultatet.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 12. Mar. 2003

By

By

Tove Delica

d. 12. Mar. 2003

Forfatteren, kendt fra adskillige uhyggelige bøger, har her skrevet 9 virkelig "gyselige" historier. Allerede forsidens billede af et gammelt badekar fyldt med blod og en skrækslagen pige anslår tonen udmærket. I mange af historierne oplever en person, en pige eller dreng på 13-15 år, at en ting gemmer på en hemmelighed eller kan overføre egenskaber fra tidlige ejere til nutiden. Badekarret har f. eks. tilhørt en victoriansk øksemorder! I Dræberkameraet har et gammelt kamera, den egenskab, at det fotograferede dør. En gammel computer kan forudsige, hvilken hest, der vil vinde væddeløbet - men også død og ulykke. Børnene har ofte en slags 6. sans, en forudanelse, om at der er noget galt, og som de voksne ikke vil tro på. F.eks. Simon, der blandt fotos i en automat, ser et uhyggeligt gult ansigt, og vægrer sig ved at gå ind i toget, der senere kører galt. Mange dør, og han selv bliver en stakkel - med et skrækkeligt gult ansigt! Historierne er fermt fortalt, og fængsler med det samme. De er klassiske i udtrykket, og har de elementer, der skal til en god gammel gyser. Smæk for skillingen til børn og unge fra 11 år.


The libraries' assessment

d. 12. Mar. 2003

By

By

Erik Boas Pedersen (skole)

d. 12. Mar. 2003

Horowitz' bøger er populære på skolebiblioteket. Især agentpastichen Stormbryder og den humoristiske gyser Den syvende søn bides der mærke i. Det humoristiske element går igen i mange af forfatterens bøger og spiller også en vis rolle i en del af de ni gysernoveller i denne bog. Ellers kan novellerne bedst karakteriseres som rene gys med præcist tegnede personer, overraskende pointer og et formfuldendt sprog. Alle novellerne foregår i eller omkring London. Der tages udgangspunkt i hverdagsagtige situationer eller ting, der forandrer sig i foruroligende retning eller griber voldsomt ind i familiens eller den enkeltes trivielle hverdag, der følgelig bliver en drabelig og ofte hårrejsende kamp for overlevelse. Det kan være fotoapparatet i "Dræberkameraet", en computer som i "Let til bens", eller en drøm, som viser sig at være virkelighed, der udgør vejen til en eller anden form for fortabelse for den involverede teenager. En collageagtig forside med et blodtilsølet badekar i centrum og skrækslagne mennesker omkring, antyder stemningen. Glimrende gyserunderholdning, primært til selvlæsning fra 7. kl. samt oplæsning. De to første noveller glimrende til sproglig og indholdsmæssig nærlæsning i dansk.