Bogen Stormdragernes angreb er første bog i den nye serie Drageriget Dragonia. Den har lix 20,8 og appellerer til læsere fra 8 år og opefter, som er vilde med letlæste fantasy-fortællinger á la Taynikma og Elverdronningens riddere.
Vi følger drengen Tim, der har fundet en mystisk mønt hos sine bedsteforældre. Han kommer i tanke om, at han kender motivet på mønten fra en tegning på væggen i kælderen hos bedsteforældrene. Og da han sætter mønten op mod den tegnede mønt, åbner han op for en port til en anden verden med riddere, drager og kampen mellem det gode og det onde. I denne verden findes en drage, som ingen har kunnet tæmme. Men da den ser Tim, opstår et bånd, hvorved dragen og Tim bliver til ét. Det lykkes Tim og dragen med list og klogskab at besejre stormdragerne, hvorefter Tim bliver slået til drageridder. Fortællingen afsluttes som en selvstændig historie, men det antydes at eventyret vil fortsætte. Bogen veksler mellem tekst og tegneserie, som vi kender det fra serier som Taynikma.
Målgruppen vil også være glade for serier som Taynikma, Knivens magi, og Elverdronningens riddere.
Ny letlæst fantasyserie om en dreng som kommer til en magisk verden. Fantasy-glade begynderlæsere vil være glade for bogen.