17-årige Amadeo sidder i flyet fra Tyskland til Canada og genoplever med stor smerte sit kærlighedsforhold til sin ca. 25 år ældre lærer, Stella, et forhold der startede efter en klasserejse til Wien og sendte ham ud i dyb depression og selvmordsforsøg, da det endte efter 9 lykkelige måneder. Han er nu ved med piller og terapi at arbejde sig ud af krisen for at komme videre med sit liv. Der krydsklippes hele tiden mellem Amadeos oplevelse af flyturen og hans minder om turen til Wien og forelskelsen i Stella, og handlingen foregår i hans tanker, der er præget af både sorgen over at have mistet Stella og hans i almindelighed nervøse gemyt, der til dels hænger sammen med, at han aldrig har kendt sin mor og dels med, at han lider af dværgvækst, et sidetema, der ellers kun berøres sporadisk i handlingen. Historien mister meget af spændingen ved at slutningen kendes på forhånd både fra de indledende scener og fra omslagsteksten, og en hel del gentagelser finpudser det fine portræt af Amadeo men skaber også en del tomgang. I modsætning til den stærke beskrivelse af Amadeo står de andre personer, selv Stella, ret svagt. Det er en af de sværere titler i serien og kræver en både udholdende og romantisk læser fra 15 år og op.