Lise Palkas fascination af drømmefangere er blevet til en spændende bog med både kulturhistoriske oplysninger og en lang række anvisninger på, hvordan man fremstiller sin egen drømmefanger. Drømmefangere hører til i den nordamerikanske indianske kultur som beskyttere af børn mod onde og indviklede drømme. I dag kendes de runde "uroer" med spindet i midten, smykket med f.eks. fjer, sten, perler mv. over hele verden og bruges af både børn og voksne. Ikke kun som filter for drømme, men også som formidler af harmoni, kraft og styrke og som kreativ medspiller. Lise Palka ser skabelsen af de personlige drømmefangere som en spirituel proces, og foruden opbygningen med ring og spind, fortæller hun også om udsmykningens betydning og symbolik. For enhver drømmefanger er en dybt personlig ting som afspejler den person, der har lavet den. Drømmefangere kan have mange forskellige betydninger, og Palka giver anvisninger på både indiansk inspirerede og mere stemningsprægede og anderledes drømmefangere som f.eks. en kærlighedsfanger. Om de virker? Lise Palkas svar er ja - og prøv det! Målgruppen er voksne, men børn vil også fascineres af processen og tankerne bag. Bogen er den første af sin art.