Efter Det 13. stjernetegn (98/05) er dette den anden krimi om kriminalkommisær Cato Isaksen fra drabsafdelingen i Oslo. Denne gang skal han og hans folk opklare mordet på en ung pige som bliver kvalt i Slotsparken. Morderen følger man som læser fra første side, og det er en psykologisk tour de force man her føres ud på, for manden er gal, har simpelthen ingen konstant virkelighedsopfattelse, og har mærkelige følelsesmæssige bindinger til sit offer, hendes søster og hendes veninder. Der væves et par ekstra tråde ind i krimiintrigen; en lille pige forsvinder og et par unge drenge forsyner et helt kvarters unge med stoffer, men den indvævning fungerer ikke 100 procent, og i hvert fald én tråd bindes aldrig op. Lige præcis dén bidrager dog til den spænding der bygges op som klimaks i slutningen, og som helt og aldeles lykkes. Cato Isaksens privatliv er der også plads til, og den del af bogen er o.k., dog løses et af problemerne måske lige lovlig let. En krimi med stor vægt på psykologien, og her er Unni Lindell en mester. Nok ikke for inkarnerede krimi-læsere, men for de mange som ynder at læse romaner med indlagte krimi-intriger.