Her er en billedbog om vandets kredsløb, fortalt så mindre børn fra 4-5 år kan forstå sammenhængen. Vi følger den personificerede regndråbe Dryp, der lader sig falde ned på jorden fra sin sky. Sammen med andre dråber lander han først i en vandpyt, så i en sø og i en spand, hvor han er med til at vaske en hund. Han siver gennem jorden, og er med til at vande en blomst, inden han igen fordamper op til en ny sky. Bogen er lærerig faglig formidling iklædt en sød historie. Med en god voksen formidler kan Dryps historie øge børns fornemmelse for sammenhænge i naturen. Illustrationerne er lavet i akvarel- og blandingsteknik på hvid baggrund. Tegningerne er passende holdt i vandige blå- og grønlige nuancer, men virker desværre lidt tamme og flade i udtrykket. Dryp er tegnet ret ukarakteristisk, trods det, at han er udråbt til hovedfigur. De enkelte dråber af vand ligner hinanden til forveksling! Men det kan der jo også være en vis pointe i. Den ret fyldige tekst er, dels sat med sorte typer og integreret som tekstblokke i og omkring illustrationerne, og dels som enkelte håndskrevne talebobler fra de enkelte dråber. Forfatter og illustrator er nye på dansk. I 1998 har vi set 2 andre bøger om emnet J.Lichtenberg: Vandpytten Asger og M. Hooper:Dråben i mit glas.