I samme serie udkom i 1998 Du kan tegne dyr og Du kan tegne ansigter. Denne nye bog minder i opbygning mest om sidstnævnte af samme forfatter. Helhedsindtrykket er pænt og en smule kedeligt og uinspirerende. Udgangspunkt for tegneøvelserne er fotos. Forfatteren opfordrer tegneren til at iagttage et billede og herudfra lave de skitser, der fører til det endelige resultat. Han forklarer, hvordan karakteristiske træk kan overdrives for at give en tegning et humoristisk præg, når der skal tegnes figurer til tegneserier. Titlen er dækkende for indholdet, for det beskrives kun, hvordan man kan tegne dyre- og menneskefigurer til brug i tegneserier. Bogen indeholder intet om eksperimenter med striber, talebobler, rammer og andre virkemidler, der er med til at gøre tegneserier til sjov og spændende læsning. Så hvis de 10-12-årige tegnere virkelig har lyst til at arbejde med tegneseriemediet, må de bruge en eller flere af de bøger, der fortæller, hvordan man laver sine egne serier. F.eks. Frank Rodgers Tegneserietips, 1997, der minder en del om denne, men er både sjovere og mere grundig, eller samme forfatters Sjov med serier, 1991. Mere om tegneserimediet kan de bl.a. læse i Tegneserier, 1993 og i Vi laver tegneserier, 1991.