Bogens titel, det dystre forsidebillede og den meget informerende bagsidetekst signalerer tydeligt en alvorlig bog om det at miste sin mor. Den kan med sine 19 lix læses af børn i 2.-3. kl. (9-11 år). Den er også velegnet som oplæsnings- og samtalebog, når forældre og lærere vil hjælpe børn med at forstå lidt af det, der rører sig, når man selv eller en, man kender, mister en af sine allernærmeste.
Først er hovedpersonen Jakob på vej til skole lige efter, at moren er død af kræft i mavesækken. Hun blev kun 38 år. Det første møde med 5. klasse og kammeraterne er svært. Hvad skal man sige, og hvad skal man gøre. Det ved Ditte, som mistede sin far ved et trafikuheld. Så følger et tilbageblik over de fem måneder, som morens sygdomsforløb varede. Efterårsmåneder med mange undersøgelser, og efter jul tager familien på deres livs ferie 18 dage til New Zealand. Efter hjemkomsten forværres sygdommen. Jakobs klasselærer har løbende god kontakt med familien. Henrik Højer Mikkelsen fortæller i et nænsomt og lettilgængeligt sprog og gengiver Jacobs tanker og følelser særdeles troværdigt.
En bog om dødsfald og sorg udkommer absolut ikke tit i børnelitteraturen/letlæsningsregi. Når det sker, og bogen er god som denne, bliver vi mindet om, hvor vigtigt det er, at der findes læsestof om emnet.
En gribende historie om et ømfindtligt og svært emne. Om en kræftsygdom, der pludselig dukker op, dræber moren og med ét forandrer familien. Altsammen set i børnehøjde. Anbefales til skole- og folkebibliotek.