Du skal være tapper

Den svenske forfatter Siv Widerberg er allerede kendt i Danmark for en lang række billed- og højtlæsningsbøger, men hun har også skrevet bøger for større børn f.eks. En utrolig historie (1989), der ligesom denne nye bog er en meget nærværende skildring af flygtninges vilkår. Denne gang er hovedpersonerne et par flygtningebørn, der, sammen med deres mor, må gå under jorden, da de nægtes asyl i Danmark. Børnene er ca. 8 og 14 år, og det er ikke let at leve skjult - slet ikke for det yngste barn. Det betyder - ingen kammerater - ingen legemuligheder - en mor der konstant græder, og må indlægges på hospitalet - frygt for politiet og meget mere. Handlingen er i den danske oversættelse flyttet fra Sverige til Danmark. Dette har kunnet gøres uden problemer, da livet de to steder er lige trivielt, når det skal leves "under jorden". Teksten er inddelt i superkorte kapitler. Den er skrevet i korte sætninger med en meget læsevenlig typografi uden dog at være beregnet for læsesvage. Den kan læses af børn fra 10-11 år, men egner sig bedst til højtlæsning og efterfølgende snak mellem voksne og 9-12årige børn. Handlingen vil nemlig helt sikkert give anledning til spørgsmål om flygtninge i Danmark og deres frygt for hjemsendelse.

Read the full assessment

En familie er flygtet fra ex-Jugoslavien. De får ikke asyl i DK og går under jorden efter et længere ophold i flygtningecenter. Moderen bliver syg og indlægges. De to børn opholder sig hos skiftende plejeforældre, men deres situation sætter begrænsninger for adfærden og er årsag til mange konflikter. Sidst i bogen får familien opholdstilladelse. Bogen er stort set konsekvent set fra "drengens" synsvinkel, en dreng på måske 4-6 år. Bogen består af 51 små kapitler, hvor drengens oplevelser skildres ultrakort. I sagens natur er drengens bevidsthedsniveau relativt begrænset og det sætter også grænser for beskrivelsen og indlevelsen i den enkelte situation. Der bliver væsentligst tale om beskrivelser af handlinger og situationer, ofte uforståelige for drengen, og derfor meget enkelt beskrevet. Og det bliver uheldigvis derfor ofte alle de rigtige meninger sat ind i en enkel kontekst, der har svært ved at inddrage læseren, der formodentlig er 10-12 år. Skal drengens jævnaldrende høre bogen oplæst? Efter min mening, nej, de har mere ret til at være børn end part i konflikt og sag. Bogen er mere politisk partsindlæg i en sag end et litterært udtryk, og dermed først interessant i skolebibliotekssammenhæng i overbygningen, og her er udtrykket for enkelt.

Read the full assessment