Den svenske forfatter Siv Widerberg er allerede kendt i Danmark for en lang række billed- og højtlæsningsbøger, men hun har også skrevet bøger for større børn f.eks. En utrolig historie (1989), der ligesom denne nye bog er en meget nærværende skildring af flygtninges vilkår. Denne gang er hovedpersonerne et par flygtningebørn, der, sammen med deres mor, må gå under jorden, da de nægtes asyl i Danmark. Børnene er ca. 8 og 14 år, og det er ikke let at leve skjult - slet ikke for det yngste barn. Det betyder - ingen kammerater - ingen legemuligheder - en mor der konstant græder, og må indlægges på hospitalet - frygt for politiet og meget mere. Handlingen er i den danske oversættelse flyttet fra Sverige til Danmark. Dette har kunnet gøres uden problemer, da livet de to steder er lige trivielt, når det skal leves "under jorden". Teksten er inddelt i superkorte kapitler. Den er skrevet i korte sætninger med en meget læsevenlig typografi uden dog at være beregnet for læsesvage. Den kan læses af børn fra 10-11 år, men egner sig bedst til højtlæsning og efterfølgende snak mellem voksne og 9-12årige børn. Handlingen vil nemlig helt sikkert give anledning til spørgsmål om flygtninge i Danmark og deres frygt for hjemsendelse.