Den amerikanske filminstruktør Michael Moore har vundet megen hæder og omtale for sine film. Senest vandt han en specialpris ved filmfestivalen i Cannes. Men han er også giftig som forfatter, hvilket han understreger med denne bog, som har været en af de mest solgte i USA, siden den udkom i 2001. Her hudflettes det amerikanske samfund på det groveste. Republikanerne og ikke mindst Bush står for skud, og bl.a. Bush' vej til præsidentposten med færre stemmer end Al Gore betegnes som et regulært amerikansk statskup. Moore's bog er en opfordring til at gå andre veje, end den magtfulde elite i USA anviser. Den er veldokumenteret med henvisninger til mange noter og kilder, og da forholdene i USA interesser mange i Danmark, vil denne krasse og sine steder meget morsomme samfundsanalyse givet falde i mange læseres smag.