Dyremishandling foregår over hele jorden, både i den industrielle verden og i ulandene. Dyremishandling foregår på mange måder. I denne bog opdeles mishandlingsformerne i tre grupper/kapitler med overskrifterne: "Dyr - et praktisk redskab til menneskets overlevelse" (tremmekalve, paté de fois gras, hvalfangst, minkfarme, dyreforsøg er nogle af stikordene);"Dyr i underholdningsindustrien" (rævejagt i England, tyrefægtning i Spanien, zoologiske haver og cirkus); "Naturkatastrofer, krige og skadedyr" (regnskovsafbrænding etc.). Forfatterne udgør det danske sekretariat for World Society of Protection of Animals, WSPA, og de vil med denne bog tale dyrenes sag. Der fortælles med billeder om en urimelig og unødvendig behandling af dyr verden over, og det er ikke rare sager. Der er ikke meget om emnet på biblioteket, og efterspørgslen er der. Desværre er bogen skrevet med mange dårlige formuleringer, og der er udsagn uden belæg. Selvom der er en kildefortegnelse bag i bogen bliver stort set ingen af bogens påstande dokumenteret, og det betyder desværre at bogens sandhedsværdi ikke er ret stor, og som baggrund for opgaveskrivning holder den altså ikke i de større klasser. Bogen har intet stikordsregister, men en overskuelig indholdsfortegnelse.