Rør og føl-pegebog med forskellige, nuttede dyreunger til de mindste børn fra omkring 1-3 år. Bogen er med kraftige papsider og har faneblade med pels/føleeffekter, der stikker frem fra forsiden. Bogen vil kunne bruges i dagplejen, vuggestuen og derhjemme.
Pegebogen er en oversat Dorling Kindersley-bog. Der er seks opslag i bogen med hver sine dyr, farver og effekter. Killingens halsbånd glimter, næsehornet har en ru hud, pingvinungens pels er blød, dalmatinerhundens pels er kort og plettet, og man kan røre ved tigerungens striber og kaninernes knurhår. Der er en lille tekst i form af små beskrivelser og tillægsord til de fine og skarpe farvefotografier af dyrene. Papsiderne virker umiddelbart ret holdbare, og det giver en god mening med fanebladene, der fra starten giver en god indikation af, hvad bogen indeholder. Jeg undrer mig lidt over, at der på forsiden står "føl og find", da jeg ikke kan se, at bogen lægger op til, at man skal finde noget.
Der findes - og udkommer - mange lignende føle-bøger om dyr. Denne adskiller sig ikke nævneværdigt fra andre, men den ligger i den gode ende, hvad angår illustrationer og formodet holdbarhed. Føleeffekterne er meget a la dem, vi plejer at se i bøger som denne.
Udmærket føl-og-rør pegebog, der kvalitetsmæssigt placerer sig på niveau med mange andre i samme genre. Har man brug for udskiftning eller supplering i pegebogs-krybben, kan denne udgivelse opfylde det behov.