Earth sick

"Vi kommer godt omkring mellem det legesyge og alvorlige, det elektroniske og det akustiske, og alsidigheden er sammen med det holdbare materiale en af Earth Sicks helt store styrker. Øland forsyner stadig sine kompositioner med en lækker og luftig vokal, der smyger sig som silke gennem de idérige poplandskaber. Oh Land opfinder ikke den dybe tallerken, men hun skriver god og fantasifuld popmusik".

"I de bedste øjeblikke svinger de vokale harmonier som et soulkor ledet af svenske Jenny Wilson med Kate Bushs drilske fingre på volumenknappen, og i de værste lyder det som stadionrock for nymfer, sådan noget som Emmelie de Forest og Shakira ville synge med på. De vokale arrangementer med temposkift og harmoniske sammenstød, der flakker majestætisk som en prisme på et Pink Floyd-cover, er smidige og teknisk upåklagelige. Det er skønsang med lyse striber. Men det er også upersonligt. Med opera og strygere indspillet af familiemedlemmer har hun ellers allieret sig med de nærmeste for at fortælle sin historie med electro-pop, ballader, klubbeats, jazzede moods med yndige skrammer i lakken, synkoperede beats og andre rytmiske forsøg på at kortslutte forudsigeligheden".

Read review

"Ølands stemme folder sig flot ud, men materialet er generelt for tyndt og ikke på forgængeren »Wishbones« niveau. Digitale krumspring på »Doubt My Legs« og oplæg til fællessang på »Little Things« gør ikke den store forskel, og man skal helt hen til albummets sidste nummer, den hypnotiserende og dragende »Trailblazer«, før man igen for alvor bliver grebet om hjertet på denne udgivelse ... »Earth Sick« er et flot album, der endnu en gang sætter en streg under hendes enestående kunstneriske kvaliteter, men set herfra tør Oh Land for lidt. Mindre kontrol og spontanitet ville gøre underværker".

Read review

"Lidt for hyppigt er der fraseringer og melodistykker, som forekommer udefinerbart bekendte. Og ikke bekendte som i typisk Oh Land, men som i typisk for den elektronisk baserede popmusik, der har hittet i de seneste seks år. Derudover er vokalen ofte placeret noget mere mudret i mikset end tidligere, hvilket til tider gør det svært at dechifrere de ofte ellers finurlige tekster. Paradoksalt betyder det, at der er mindre særpræg på det helt selvgjorte værk end på de albums, der blev formet i hænderne på pladeselskaber og producere. For selv om Oh Land fortsat har potentiale, mangler kernen endnu at spire og finde rod".

Read review