En ung kvinde og mor dør i en trafikulykke. Fortællingen om hvordan chokket og savnet påvirker familien er for læsere af realistiske hverdagsskildringer og "Virkelighedens verden". Den er også velegnet til sorgbearbejdning.
36-årige Beate, kaldet Bea, vælter med sin Christianiacykel, brækker halsen og dør, mens den 4-årige datter kun får nogle knubs. Romanen følger ægtemanden, datteren og Beas mor i de første ni måneder efter ulykken. Fortællingen har det positive budskab, at det kan lade sig gøre at leve med en sorg og finde livsglæden igen. Forfatteren er journalist, og har tidligere skrevet fagbøger om sociale emner og en biografi.
Realistisk skæbnefortælling fortalt i en nøgternt, registerende stil i et kortfattet, letlæst sprog. Romanen giver en fornemmelse af sorgen uden at være sentimental, og den kan bidrage til at forstå, hvordan sorg kan være hos både voksne og børn.
Den svenske journalist Tom Malmquist har skrevet romanen I hvert øjeblik er vi stadig i live, der fortæller om en kvinde, der dør lige efter at have født en datter. Det er en mere følelsesladet jeg-fortælling. Begge romaner viser eksempler på, hvor forskelligt sorg kommer til udtryk og har den samme målgruppe.