Egon og ræveungen er en meget charmerende billedbog for de små. I skolen henvender den sig primært til børnehaveklasse- og 1. klasse elever. Man skal nu ikke tale fejl af billedbogens ret nuttede fremtoning. Bag de fine akvareller, der skildrer den nisseagtige Egon og hans buttede ræveunge i alskens svenske ødegårdsmiljøer, gemmer der sig en ganske alvorlig historie om at knytte sig til andre, om at ville eje hinanden, om ensomhed og om at kunne give slip og sige farvel. Som i de fleste gode oplæsningsbøger, rummer denne historie også stof til eftertanke hos den voksne oplæser. Egon er en gammel mand, der bor alene i skoven. En dag finder han en forladt ræveunge, som han tager til sig. Han knytter sig tættere og tættere til ræven, men ræven vokser sig stor og får behov for at komme ud og erobre verden. Det bryder Egon sig ikke spor om, og han prøver med alle midler, at forhindre ræven i at følge sine instinkter. Men bare rolig - historien ender godt. De lette og lidt naivistiske akvareller støtter og underbygger rammehistorien fint, og medvirker til at gøre også den alvorlige side af historien acceptabel for små mennesker.