Einar Elkær

Kort efter Jørgen Elbeks i bogstavelig forstand opsigtsvækkende bog om Johannes V. Jensen udsendes Einar Elkær (1898) for første gang i ny udgave. J. E. kalder den Johs. V. Jensens »bedste eller ihvertfald hans renfærdigste bog«, og han har nedkaldt megen litteraturhistorisk vrede over sig ved at betragte den som et sidestykke til J. V. J.s vel nok populæreste bog Kongens fald. Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt, da J. V. J. tidligt tog afstand fra bogen og ikke regnede den med til sit forfatterskab. Personen Einar Elkær er et typisk produkt af 90'erne, en splittet figur, der forgæves søger helheden i sig selv. Vel er han sat i relation til omgivelserne bl. a. to kvindeskikkelser, men det er hans og kun hans sjælemonologer, man påtvinges i bogen, der absolut ikke er uinteressant, når den læses sat ind i sin datidige sammenhæng og evt. også belyst af ovenn. lift. hist. strid; men den uhildede læser vil nok trættes og som Sophus Claussen se »deriarmodigeE.E.sovermenneske-teoretisk-radikale barskrabethed« og savne »lidt uselvisk menneskelighed«.

Read the full assessment

"Jeg vilde træffe en, der var saaledes beskaffen, at hun - for det maatte være en Kvinde - saa at sige kunde vende alle Magnet-Enhederne i mig den samme vej. Som jeg gaar nu, er jeg jo meningsløs-" fortæller Einar Elkær et sted og diagnostiserer således selv den retningsløshed, den sygdom, der bliver hans skæbne. Ungdomsromanen om den unge mand fra provinsen, der kommer til København og går til grunde, ønskede Johs. V. Jensen at slette fra forfatterskabet som andre ungdomsværker. Alligevel har den fået status som en lille klassiker med behandling i f.eks. Københavnerromaner, 1996, og Erik Svendsens Det nye, 1998, og altså her f.eks. både indsat i en dansk litterær tradition og betragtet som en integreret del af forfatterskabet, hvad den også såvel stilistisk som tematisk er, selv om den ikke kan måle sig med senere mesterværker som Kongens fald og Den lange rejse. Smukt skrevet er f.eks. badescenen, hvor Einar og hans barndomsbetagelse Betty, som han senere svigtes af og dermed bringes til graven, som purunge bader nøgne i fjorden. Og grum som et øksehug er slutningen, da Einar obduceres: "Sektionen viste blød Hjærne". Det er derfor godt, at romanen nu igen er tilgængelig.

Read the full assessment