Bogen handler om den første, smånuttede kærlighed og henvender sig klart til teenagere, især piger. Eftersom handlingen foregår i 1986 og forfatteren konstant refererer til musik, film og tv fra den tid, ville de, der var unge og førstegangsforelskede i dette år kunne læse nostalgisk med.
Eleanor stiger ind i skolebussen første skoledag et nyt sted, hvor hun mod sin vilje kommer til at sidde ved siden af den underlige, koreanske dreng med tegneserier og walkman. De kommer til at sidde ved siden af hinanden hver dag fra nu, og gradvist opbygges en tiltrækning, først via smuglæsning af den andens litteratur, senere ved at strejfe hinandens hænder. De er begge outsidere, men finder sammen et sted, hvor ingen af dem er forkerte. Forholdet trues udefra af en voldelig stedfar og grufuld mobning. Overraskende slutning. Forfatteren formår ganske eftertrykkeligt, dog med simple og effektive midler at beskrive den allerførste kærlighed.
Teenagere vil synes om al anden ungdomslitteratur om den første kærlighed - fra de helt gamle travere som Martin og Victoria, Kærlighed ved første hik osv. til det helt moderne, såsom Dig og mig ved daggry.
Forfatteren skriver med uhyre præcision og simple virkemidler om den allerførste kærlighed. Det er sødt, men ikke klamt - og der er et overraskende twist imod slutningen. Teenagere vil æde denne bog råt. De der var teenagere og forelskede i midtfirserne ligeså.