Det er anden gang Bent Vinn Nielsen er bidragyder til Dansklærerforeningens fine serie Frit for fantasi og begge fortællinger tager udgangspunkt i umiddelbare tidsperioder. Hvor Fru Ingvarsens chatol foregik i de tidlige halvfjerdsere er De elegante damer henlagt til starten af tresserne, og lokaliteten er skiftet fra Vanløse i København til et landsbymiljø Nordenfjords. De elegante damer befinder sig kun i hovedpersonen og jeg-fortælleren, den 13-årige Tages periferiske fantasi og kendskabet er via kammeraten Jans far, Ove Guldtand, som i sin fritid diverterer med suppe-fisk-steg-musik på det store hammondorgel. Vinn Nielsen er skrap til at formidle både tids- og lokalkolorit. Den første pigtrådsmusik er nået til Nordjylland med Radio Luxembourg, og det lidt længere hår vinder indpas ligesom skilsmisser, ungdomskriminalitet og anden djævelskab fra København. Det er rigtig godt fortalt i en lidt ironiserende stil hvor den underdrejede humor ligger og klukker lige under overfladen. Ikke mindst beskrivelsen af Tages målrettede storebror. Som periodelæsning om tresserne er den i top og som ren fornøjelseslæsning går den hele vejen fra 13 år og op til Tages nuværende jævnaldrende med lyst til et nostalgisk tilbageblik.