"Elg terroriserer hel egn" lyder avisens overskrift. Ny, revideret udgave af Jønkes humoristisk historie om mennesket mod naturen, for læsere af humor og satire, samt Jønkes faste læsere.
En elgtyr hærger i Sverige, overalt hvor den kommer frem spreder den skræk og tumult. Elgen må standses, mener man. Den er både farlig og skidt for turismen. Snart har der samlet sig en lejr, hvor alle er ude efter Helge. Journalisten Göran er på jagt efter en god historie, "Red Helge aktivisterne" vil beskytte ham, og mange er på jagt efter den udlovede dusør. Synsvinklen er oftest fra menneskenes side, men læseren stifter også bekendtskab med Helges indre tankeliv. Jørn "Jønke" Nielsen er bedst kendt som Hells Angels rockeren, der har udgivet bøger om sit liv som fx Mit liv.
En velskrevet, satirisk roman om en klodset elg, man ikke kan lade være med at holde af. Det er en nærmest grotesk fortælling om, hvordan mennesket kan komme til kort overfor naturen. Man kan også overveje, om den utilpassede Helge mon er Jønke i dyreskikkelse? Sproget er ligefrem og jovialt. Fin underholdning.
Bogens skæve humor og svenske rammer minder mig om bøger som fx Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, uden dog helt at komme på niveau med denne. Sammenlignet med tidligere udgave fra 1990, har herværende en mere fængende forside, prydet af hampblade. Sprogligt ingen synlige ændringer.