Det er en rigtig sød lille pigebog, og det ses straks på forsiden, der præcis ligner en dagbog. Den lyserøde farve og hjerter og stjerner med glimmer skal nok tiltrække piger fra 9 år.
Forfatteren har tidligere fået oversat en række billedbøger. Her følger vi med i den 11-årige Lises liv i en erindringsbog, der dog hurtigt bliver en dagbog i erkendelse af, at erindringerne er begrænsede i så ung en alder. Lise er en almindelig, glad og skrivelysten pige med en god familie, venner og skoleliv. Der sker ikke de store ting: hendes kat bliver væk og kommer igen, håndarbejdslæreren er ubehagelig og grov, men kommer på bedre tanker, og Viktor er både sød og irriterende! Det lyder kedeligt, men det er fortalt med humor og overskud og med store identifikationsmuligheder for piger på samme alder. Sproget er let og flydende med mange korte sætninger og replikker.
Der går en lige linje fra andre gode svenske bøger i helt samme stil fx Lindgrens Bulderby-bøger til Gahrtons Eva og Adam- bøger og Annika Holms bøger om Mathilde. Gode hverdagsskildringer set i børnehøjde.
Der anes en fortsættelse, og den skal være velkommen. Velskrevne, muntre og nemme bøger kan vi sagtens bruge flere af.