Endnu en serie af nye letlæsningsbøger for elever i 1.-2.kl. Forfatteren bruger i de to tekster tidens største idoler og hotteste navn - nemlig Spice Girls. Det vil formodentlig tiltrække flere læsere fra målgruppen. At Spice Girls har en begrænset holdbarhed, vil vi kunne se, når bøgerne bliver uinteressante. Bøgerne handler om Emma og Josse. De er veninder og begge fans af Spice Girls. I Emma og Josse - bytter kort drejer det sig om at bytte Spice Girls kort. Sune river - ved et uheld - et kort i stykker. Men da Søren tilbyder pigerne en Spice World plakat er alt o.k. Søren samler nemlig også, idet han er vild med Emma - altså hende fra Spice Girls. I Emma og Josse - farver hår er pigerne på forbudte stier, idet Josse gerne vil have lyst hår. De er alene hjemme og låner Emmas mors farve. De glemmer tiden, fordi de danser. Det viser sig, at håret er blevet rødt. Josse bliver ked af det, indtil Emmas mor trøstende siger, at hun ligner Geri fra Spice Girls. Så er alt o.k. Illustrationerne er blyantstegninger farvelagt med rød farvekridt. Dem er der ikke megen spræl i. Forfatteren kendes fra andre letlæsningsbøger bl.a. <K>Det er bare let! og Det går ikke, 1993.