Forfatteren til fagbogen Cafe Victoria 1989 nedskriver nissemor Huldas historie om Emma, engelsk adelsfrøken, og Will, skyttens søn, som efter mange forhindringer får hinanden. Det samme gør andre af det store persongalleri, også blandt nisserne. Handlingen, foregår o.1900 i England og DK, er omfattende, indeholder bl.a. skibsforlis, et forsvundet barn og en nisseverden. Forfatteren er en god fortæller, men at hun vil så meget med sin bog, fx at man ikke skal lukke sig inde i sorgen og ikke skal lade andre bestemme over sig, gør at handlingen har mange spor og scener der fortælles uden mange mellemregninger. Derfor er den lidt svær at få hold på, især for børn. Nogle steder virker den konstrueret, og mange brikker skal falde på plads til sidst. I beskrivelsen af personers tanker og følelser savnes den uddybning som gør dem mere levende og begribelige. Sproget er levende, skrevet i en fortællende form med en del voksenvendinger. Satsen er åben. Bogen er svær at sætte præcis målgruppe på. Selvom den kan læses højt fra 10-11 år (få børn vil læse den selv), er det snarere en bog for voksne. Det antyder den brune forside med et lille glansbillede af roser også. Der medfølger en lille stofpose med julepulver, men det er ikke en decideret julebog.