En alt andet end proper tilstand er for dem, der holder af moderne dansk litteratur og gerne læser noveller eller kortere prosatekster. Desværre sælger denne bog sig selv ret dårligt med en rodet og ikke specielt interessant forside, mens der på bagsiden er en gevaldig klump af et tekstuddrag fra bogen, der dog stilmæssigt er yderst dækkende for indholdet.
Harald Voetmann, der nu har droppet efternavnet Christiansen, debuterede i 2000 med bogen Kapricer og har siden skrevet blandt andet Autoharuspeksi samt Teutoburger. Hans sproglige tæft er fantastisk, varieret og med et stærkt humoristisk islæt. Denne bog rummer 21 tekster af varierende længde, der for de flestes tilfælde er så korte og uden en egentlig handling, men snarere nedskrevne observeringer, at de mere er tekststykker end egentlige noveller.
Læser man i forvejen Preben Major Sørensen eller måske Søren Jessen, kan man også godt læse Harald Voetmann. Ligesom disse er mange af Voetmanns tekster præget af en hverdag med fantastiske islæt.
En alt andet end proper tilstand hører til i den smallere ende af kortprosa-spektret. Der skal nok noget formidling af bogen til, måske sammen med nogle af forfatterens ligesindede i den mere eksperimenterende (danske) litteratur.