Fotografisk Center i København, dagbladet Politiken og Forlaget Palle Fogtdal udskrev sidste år en konkurrence for professionelle fotografer om at tage bileder fra Danmark, Grønland og Færøerne en bestemt dag, nemlig torsdag den 18. august 2005. De bedste resultater er for tiden udstillet på Fotografisk Center, og de samme billeder, suppleret med flere, kan ses i denne flotte fotobog, hvor der er 192 billeder af 102 fotografer. Det er blevet til et alsidigt portræt af dagens Danmark. Vi kommer landet rundt og ser arbejdet i mange erhverv, fritid, sorg og glæde, gammel og ung, bygninger, interiører og landskaber. Billederne er samlet efter temaer og forsynet med en kort tekst om motiv, sted, klokkeslet og fotograf. Her er ingen studiebilleder med lang procestid og teknisk bearbejdning, men billeder som taget under det pres, at det hele skulle ske på dagen. Alligevel er det blevet til mange billeder, der både er fortællende og teknisk gode. Tryk og layout er i bedste kvalitet og næsten helt i farver. En bog for fotoentusiaster og for eftertiden at studere i.