Grundig populærvidenskabelig gennemgang for historieinteresserede af den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt august 1939 til juni 1941 mellem Sovjetunionen og Tyskland.
Historikeren har tidligere på dansk udgivet Berlin i krig. Nærværende bog handler også om 2. verdenskrig, nemlig perioden hvor Stalin og Hitler delte Østeuropa mellem sig, dvs. Polen, de baltiske lande, Finland og Moldova. Udover disse militære overfald beskriver bogen i detaljer de to landes topforhandlinger, bl.a. om handelssamarbejdet. Derudover er der kapitler om jødeforfølgelser, Englands stilling, og kommunistpartiernes kvaler. Den afsluttes med Tysklands overfald på Sovjetunionen 1941 samt eftervirkningerne af pagten op til vore dage. Over 30 sorthvide fotoer i et indstik supplerer teksten.
Bogen er en sammenskrivning og fortolkning af et omfattende materiale af primær- og sekundærkilder. Med sin lettere dramatiserede journalistiske skrivestil og opbygning er bogen let forståelig og kommer rundt i mange hjørner. Den veksler mellem det store overblik og øjenvidnebeskrivelser og cases.
Emnet er berørt i større værker om 2. verdenskrig, fx Bloodlands som denne deler detaljeringsgrad med, men kun delvist emne. I forhold til forfatterens bog om Berlin er denne mindre opremsende og fremstår mere som et samlet hele.