I Nigeria i 1960'erne udbrød der en borgerkrig, der blev kendt som Biafra-krigen (1967-70), hvor forfærdeligt mange mennesker døde af sult. Krigen og dens konsekvenser for en række mennesker bliver uhyggeligt nærværende i denne mesterligt fortalte roman. Olanna og Kainene er to tvillingesøstre, der tilhører Nigerias overklasse. De har begge studeret i London, og de har et lidt anstrengt forhold til hinanden. Den smukke Olanna underviser på universitetet og bliver forelsket i den revolutionære og idealistiske Odenigbo. Her bor også den fattige og kvikke houseboy Ugwu. Englænderen Richard er forblændet af den mere reserverede Kainene, der er leder af en større virksomhed og senere en flygtningelejr. Læseren bliver involveret i en fremmedartet verden, men oplever alligevel et fortroligt univers, idet relationer, svig, kærlighed, rædsel, angst og sorg er så fint, lavmælt og sikkert skildret. Mærkeligt at en roman med så stærke scener kan være skrevet så vidunderlig let, at den virker både opløftende og trøsterig på menneskehedens vegne. Titlen En halv gul sol var symbolet på det nye Biafra, som aldrig blev et selvstændigt land. Den unge C. N. Adichie er f. 1977 i Nigeria, og hun har allerede fået mange roser for romanen, der både i stil og indhold minder om Nadine Gordimers og Doris Lessings store romaner om Afrika.