Sidsel Falsig Pedersen (f. 1970) debuterer med denne roman, som skildrer brudstykker af en ung kvindes liv. Romanen eksperimenterer med at opløse det episke forløb i korte, drømmeagtige sekvenser, og den er skrevet i en bevidst underspillet og behersket prosa med en god portion humor. Bogen vil have et publikum blandt læsere af ny, eksperimenterende litteratur, især yngre kvinder. Jeg-fortælleren er en navnløs kvinde uden forankring i familie eller samfund. Hun er uden identitet - hendes nummer er faldet ud af systemet, har hun fået at vide - og derfor må hun hele tiden iscenesætte sig selv for at få en slags liv: Udadtil foretager hun sig almindelige ting som at køre i bus og gå på café, men indadtil lever hun i et surrealistisk univers med et skævt blik på sin egen mærkelige, kropsløse eksistens, hvor alting sønderdeles, opløses og forsvinder. Omslaget og dets tekst signalerer udmærket bogens univers af det bortvendte liv, splittetheden og de opløste former.