At Brøgger og Aakeson klæder hinanden, ved man fra deres to forrige billedbøger, fx Pigen der fik rigtig mange søskende, 2004. Også denne billedbog er helstøbt, men noget forstemmende. Far, mor og Per synes at være en velfungerende familie. Men far har vokseværk. Efterhånden bliver han en voldelig drage, der slår og råber ukvemsord af Per og mor. Per er meget mærket af det, men så indser han, at han og mor må ud af huset. Slutbilledet, opslaget foldes ud til dobbelt størrelse, viser en kæmpe drage og i et hjørne mor og Per ved et busstoppested. Grunden til farens vokseværk fremgår ikke. Det udgør en udfordring for formidleren, men også at bogen kan bruges i flere situationer, fx hvis en far har et misbrug. Den kan bruges til børn fra 5-8 år. Bagsideteksten antyder bogens stemning, forsiden viser farens dominerende krop, så der er ikke tale om godnatlæsning. Den udtryksfulde tekst er skrevet i en nærmest mundtlig fortællende form i et levende, veloplagt sprog. De farverige, appellerende illustrationer understøtter den. De er udtryksfulde, voldsomme og påtrængende. I sin enkle, næsten naive streg og i de valgte farver aflæses stemningerne og personernes følelser, også hos Pers lille kat der ikke optræder i teksten. I motiver og små detaljer forstås omfanget af farens vokseværk. Billedbogen bæres igennem af den kunstneriske nerve. Der er håb for Per og mor.