Det er en billedbog til oplæsning for børn på 4-6 år og samtale med dem om, hvad der egentlig sker, når kornet høstes. Selvlæsning fra 9-10 år.
Vi følger to børn på besøg hos farfar og farmor i dagene omkring høst. Det er de store maskiners tid, så de flotte farvefotos viser bl.a. den store traktor og ikke mindst maskinstationens mejetærsker i arbejde på de bugnende kornmarker i det danske landskab. Stemningen i billederne er idyllisk, men man fornemmer også det lidt hektiske i at få tingene til at hænge sammen, inden man på de sidste sider kan nyde frokost fra eget drivhus og have.
Forlaget udsender med mellemrum flotte billedbøger om høsttiden, således Landmandsliv - høst fra 2010, som beskriver lidt bredere og har historiske afsnit, men ellers skal man tilbage til 2003 for at finde Høsttid.
En billedbog med flotte fotos, som fortæller om de hektiske dage omkring kornhøsten i et moderne landbrug.