Oskar Plougmand ser i denne bog tilbage på en lang karriere indenfor Børneforsorgen. Dels som pædagog, som inspektør og som forstander. Bogen er således en selvbiografi, der samtidig skriver et stykke dansk socialhistorie ligesom Hanne Reintofts Et liv manges liv, 1996. 1960erne og 70erne var en brydningstid mellem gammelt og nyt menneskesyn, og hvor en demokratiseringsbølge gik henover samfundet, en bølge, der også afsatte spor i forsorgsverdenen. Her fik han som inspektør indblik i mange forhold og skæbner, som han viderebringer i bogen, samtidig med at han lufter sin indignation på de sagesløses vegne. Han langer ud efter en række ledende skikkelser indenfor væsenet dels for deres umenneskelighed, men også for deres selvforherligende attituder. Hvad det sidste angår, har forfatteren selv en rem af huden, og det er problematisk i Jantelovens hjemland. Ellers er bogen både spændende, velskrevet og med mange relevante oplysninger. Dens målgruppe vil være fagfolk, uddannelsessøgende og andre med interesse for emnet - ikke mindst mennesker, der selv var under børneforsorgen i perioden 1960-1985.