Billedbogen er en eventyrpastiche, som de 3-6-årige vil synes er sjov. Den kan i indskolingen bruges som inspiration til selv at lave et eventyr.
Forfatterens første billedbog var Lus i gode hænder, 2004. Med Mårdøn Smet har hun skabt en billedbog, inspireret af folkeeventyret. Manden vil gerne, at konen bager en æblekage, men hun mangler mel. Katten Tak sendes af sted op og ned ad bjerge efter mel. Derefter skal Tak af sted efter mælk og fløde, og så efter brænde til ovnen. Da bliver han vred, tager den ubagte kage og fløde med, får den bagt hos naboen og bliver der, fordi naboen behandler ham godt. Eventyret fortælles livligt og med fantasi, også i den overraskende slutning. Teksten er skrevet i et stramt sprog, indeholder gentagelser og minder om eventyrets knappe form og opbygning. Med fantasi, humor og ekstra detaljer medfortæller illustrationerne, så de og teksten opleves som en livlig helhed. Stregen er vild, fantasifuld og ornamental. Smet maler i en overdrevet, karikeret streg, der rummer humor, men også udleverer personerne lidt. Farverne, i en bred farveskala, er lette og lagt fuldt dækkende på. Perspektivet varierer. Forsidens motiv er livlig, bagsiden antyder lidt af indholdet.
Der er en del eventyrpasticher blandt billedbøger. Denne er et vellykket tilbud i rækken.
Det livlige eventyr, dens finurlige slutning, og de fantasifulde illustrationer med deres helt eget udtryk, skaber sammen et herligt og vellykket eventyr, børn fra 3 år og den voksne vil synes om.