Gensyn med den aristokratiske politimand Thomas Lynley og hans makker Barbara Havers i en klassisk engelsk krimi, hvor miljø og atmosfære betyder mere end spænding og uhygge. Den kan læses uafhængigt af de foregående bind i serien.
Barbara Havers, utilpasset kriminalbetjent ved Scotland Yard, ser stort på de fleste professionelle og etiske hensyn, da hendes højt skattede nabo og ven får brug for hjælp. Hans ekskone er rejst fra ham og har taget deres lille datter med, og da de dukker op i Italien, bliver datteren bortført. Havers kan ikke gøre meget fra London, men hun aktiverer en privatdetektiv, tabloidpressen og sin overordnede, kriminalkommissær Thomas Lynley. Bortførelsen viser sig at være en speget affære, og da ekskonen bliver forgiftet, får Lynley sin sag for hos det italienske politi.
Det er ikke med denne krimi, at Elizabeth George, som faktisk er amerikansk, vinder nyt terræn. En meget lang krimi, hvor der sker meget lidt, er ikke nogen heldig kombination. Vel er der stemningsbilleder fra London og Toscana, men der er ikke megen fremdrift i handlingen, og slutningen løber nærmest ud i sandet. Bogen er sat med en lille sats.
For læsere af krimier af Colin Dexter og for seere af tv-serien med kriminalkommissær Barnaby.