En lodret drøm : digte

Bogen kræver en noget trænet læser, som kan læse sig ind på dens univers.

Mia Degner, f. 1984, er billedkunstner og arbejder bl.a. med kollage og tekstinstallationer. Her debuterer hun som lyriker. Digtene er sammenstillede af brudstykker af tekster, ofte i form af talemåder, faste vendinger eller ordsprog, som tilsammen bliver en tekst, der kan forekomme næsten drømmeagtig eller surrealistisk: "Der er grænser for/ hvor meget is man kan have i maven/ øjnene bliver altid mætte først/ hvor mange heste at spille på på/ hvilke tider af døgnet/ man er for træt...". Efterhånden opdager man, at der bag det kollageagtige ligger en handling, nemlig et kærlighedsforhold, der er svært at få til at fungere: "...du kikker på mig ud af/ øjenkrogen/ spisekrogen i dit/ køkken hvor jeg godt kan lide at/ sidde på en taburet og/ forestille mig/ at vi hører/ sammen..." Der er distance mellem de elskende. Der er mange afskeder og mange sammenstillinger af dråber, der hænger i træerne og vipper, der hænger ned på kinderne. Den lodrette drøm om kærlighed bliver aldrig til en sandhed; men drømmen lever fortsat: "Man skulle tænde lyset i hinandens øjne og stirre sig blinde i det/ mens man vendte den anden kind til/ det andet øje...".

Degner er blevet sammenlignet med Pia Juel. Jeg finder, at hun med sin leg med sprogets dagligdags vendinger skriver sig ind i traditionen fra Halfdan Rasmussen og Benny Andersen.

Det er en flot debut. Der er power på sproget, på de lyriske billeder og på linjerne i digtene.

Read the full assessment