Mats Letén er med denne billedbog kåret som vinder i en konkurrence i forb. med Det europæiske år mod racisme. Med få, men effektive psykologiske greb og humoren som middel fortæller han en historie om at være anderledes, fremmed og udenfor fælleskabet. En lille rund, lyserød mand kommer til en by, hvor alle almindelige mennesker er lysegrønne, går baglæns og siger farvel, når de kommer og goddag, når de går. Ved pølsevognen, indbegrebet af det mest danske, hedder det ølse og ikke pølse. Trods ihærdige forsøg på at integrere sig, må han give op og rejse hjem til byen, hvor alle ligner ham selv. Da han her møder en fremmed, lysegrøn og ensom mand, tager han straks kontakt og byder på ølser hos den lokale pølsemand. Historien er fortalt i et enkelt, levende sprog, som på underfundig vis får alt det mærkelige og paradoksale til at fremstå, som almindeligt og normalt. Billederne i Leténs særprægede, meget enkle og udtryksfulde stil udbygger flot bogens tema og skiftende stemninger bl.a. via en helt speciel farveskala, der rummer grelle, neonagtige farver og kraftige blå og røde farver. Ved at vende problemstillingen på hovedet bliver budskabet tydeligt for små som store, men vigtigst er at bogen fænger som historie og som billedbog fra 3/4 år og opefter.