Et ældre ægtepar i en bus må have set morderen, men nu er de forsvundet. Er der en sammenhæng? For læsere af klassiske engelske kriminalromaner.
Margery Allingham hører sammen med Dorothy L. Sayers, Agatha Christie og Ngoia Marsh til "De Fire Store" fra den engelske kriminalromans gyldne æra. Margery Allingham har skrevet en lang række romaner med gentleman detektiven Albert Campion, og det er ham, der er hovedpersonen i de nye udgivelser. Der er begået et mord, og 2 mulige vidner - et ældre ægtepar i en bus - er sporløst forsvundet. Sagen er meget mystisk og den er nærmest henlagt, men på grund af en stædig efterforskning af Campion og kriminalkommissær Luke, nærmer man sig morderen.
Bogen er en af den slags krimier, hvor man som læser hurtigt ved, hvem morderen er. Synsvinklen skifter mellem politifolkenes opklaringsarbejde, morderens forbrydelse, og en ung kvinde, som er inviteret til London af sin ukendte tante Polly. Spændingen ligger i at følge de forskellige personer, og hvordan det hele går op i en højere enhed. Personligt synes jeg dog at bogen bærer præg af være skrevet for 55 år siden.
Bogen udkom første gang på dansk i 1958, og denne nye udgave er et uændret optryk, dog med en større typografi. Af mere moderne forfattere, som på en måde ligner Allingham kan nævnes Ruth Rendell og Patricia Highsmith.