Bogen indeholder fem meget forskellige korte historier fra det virkelige liv. Henvender sig til børn i alderen 8-12 år.
Historierne er meget forskellige, men de rummer alle aspekter af menneskers liv. En af historierne hedder "Drengen uden ansigt" og handler om en missionær i Afrika. Missionæren møder en dreng, hvis ansigt er forvredet og skamferet. Som barn er han blevet overfaldet af en hyæne, og hele ansigtet er væk. Missionæren får arrangeret, at drengen kommer til Danmark og bliver opereret. En anden historie handler om en meget nærig mand, der lever meget spartansk med sin kone. Når de får besøg bliver folk aldrig budt på noget, og parret har kun to stole. En dag kommer nogle børn forbi for at samle penge ind til sultne børn i verden, men manden vil intet give. Da børnene vender tilbage, har de plukket mælkebøtter, som de nu vil sælge manden. Det ender med han køber dem alle.
Historierne handler om noget man selv kender til eller har hørt om. Det er fx historier om at blive skilt, at blive væk eller være nærig. Personerne i historierne er realistiske, men mangler noget dybde for at blive interessante. Sproget er enkelt og let at læse.
Historierne kan minde om lignelser fra Bibelen.