Bortset fra Warren-kommissionens rapport er dette den grundigste, mest detaillerede, samlede redegørelse for begivenhederne 20.-25. november 1963. Mens Warren-rapporten er en kriminalistisk undersøgelse, er WM's bog et stykke samtidshistorie med det videre sigte at rekonstruere handlingsforløbet på Texas-rejsen forud for mordet og - især - reaktionerne på dette. Af de problemer og fænomener, mordet affødte, drøftes bl. a. successionsproblemet vedr. præsidentembedet. Bogen bygger på primært materiale. WM's interviews med vidner og vidners notater om begivenhederne er hovedkilderne. Bogens 783 sider er udtryk for en bearbejdelse af bl. a. 18 bind nedskrevne samtaler og 27 mapper med dokumenter. Hvad angår mordteorierne opererer WM overalt med én morder - Oswald. I alt væsentligt støtter hans konklusioner Warren-rapporten. Ét vigtigt vidne: afdøde Oswalds enke har nægtet at samarbejde med forfatteren. Det bør nævnes, at WM's undersøgelse er privat, men at den er foretaget efteropfordring fra Kennedy-familien. Bogens mission er klar og dens sigte ideelt, men dens overvældende rigdom på detailler og forfatterens sidespring tynger fremstillingen i unødig grad.