I sin tredje roman fortsætter forfatteren sin fortælling om tabereksistenser i Århus. Det skal dog ikke få nogen til at tro, at der er tale om socialrealisme, dertil er Wallentins optik for skæv og galgenhumoristisk. Hovedpersonen bliver ikke præsenteret nærmere, men man forstår, at han er lidt af en evighedsstudent, der har rodet sig ud i økonomisk uføre. Da hans kreditorer er af den mere håndfaste type, er fanden løs. Han forsøger lidt småplat hos sin mor og gamle veninder, men da det ikke slår til, bliver han nærmest ved et tilfælde sexterapeut for forsømte kvinder. Indtjeningen herfra får dog hurtigt ben at gå på, da han forsøger at optimere summen ved pokerspil. Vores antihelt kommer længere og længere ud, men da det ser sortest ud, viser det sig, at den gud, der ustandselig henvises til i bogen, holder hånden over ham, og alle hans økonomiske kvaler bliver løst. Forfatteren har en ræv bag øret, og som læser er man ikke helt klar over, hvor grænsen mellem leg og alvor går i denne velskrevne drengerøvsroman. Hvis man kender og holder af Jonas Elmers film Lets get lost, 1998, er man på sporet af Wallentins univers.