Fire bøger i en ny serie Det magiske hus i træet, om børnene Anne og Jacob, der en dag opdager et magisk træhus. I den første bog Dinosaurerne kommer! finder børnene det magiske træhus for første gang, og kommer via magiske bøger tilbage i tiden - til et sted hvor der lever dinosaurer. Det er lige ved at blive rigtig farligt, da de finder vejen hjem igen. I næste bog En rigtig ridder føler børnene sig mere hjemme i huset, og kommer denne gang på eventyr i riddertiden, hvor de møder en helt speciel ridder. I bog nr. 3 Mystiske mumier, er det det gamle Ægypten, der er det foretrukne rejsemål. En dronning får brug for deres hjælp. I den sidste bog Pirater og papegøjer havner børnene ved et tilfælde på en ø med en flok grusomme pirater. Og i denne bog, lykkes det også børnene at finde ud af, hvorfor træhuset er magisk, og hvordan de kan rejse i tiden. Og her i bogen får bibliotekaren en helt ny rolle! En serie med spænding og mystik. Alle bøgerne er illustreret med tegninger i s/h, de fleste desværre i en lidt stiv gammeldags stil. Teksten er forholdsvis lettilgængelig, men til tider skrevet i et lidt kunstigt sprog. De fire bøger har lixtal fra 19-23. Forfatteren har ikke tidligere fået udgivet bøger i DK. Til selvlæsning for målgruppen de 9-11-årige.