Så er vi atter på besøg i en lille verden set i frøperspektiv, og endnu engang kommer Velthuijs omkring store følelser på en enkel og genkendelig måde. På bogens få sider gennemlever Frø stemninger som forventning, skuffelse, vrede, sorg, overraskelse og lykke bare fordi Hare har sagt, at i dag er en ganske særlig dag. Frø aner ikke hvorfor, og da han spørger sine venner, får han meget forskellige og ikke helt tilfredsstillende svar. En dag kan da ikke være speciel dejlig, bare fordi det er onsdag eller store vaskedag. Hans humør bliver ikke bedre, da han opdager, at de andre har gang i en fest uden ham. Frustreret vender han hjem og bliver midtpunkt i et rigtigt surpriseparty i anledning af sin fødselsdag. Den havde han helt glemt, men det havde hans gode venner ikke. I mine øjne er netop Frøs gode venskaber seriens vigtigste budskab. Uden dem går det ikke. En rigtig sød og varm historie med en underliggende spænding for små læsere fra 3-årsalderen. Ét er sikkert. De ville aldrig selv glemme deres fødselsdag. Som altid er bogen illustreret med enkle, udtryksfulde og rolige akvareller uden de store armbevægelser.