Dette er en bog primært til Dostojevskij-elskere, men dernæst også til læsere af de store russiske forfattere og helt generelt de, der interesserer sig for litteraturen lige fra James Joyce til Virginia Woolf.
Leonid Tsypkin (1928-82) var læge med jødisk baggrund. Han skrev hele sit liv til skrivebordsskuffen, undtagen allersidst, hvor starten af denne roman blev bragt i et amerikansk tidsskift, men da var han død af et hjerteanfald. Tsypkins søn emigrerede til USA, men da han selv søgte og fik afslag, mistede han sit arbejde som forsker. Tsypkin var besat af Dostojevskij, og nærværende bog er en art rammefortælling, hvor "jeg'et" (Tsypkin?) tager på en togrejse fra Moskva til Leningrad (som det hed i 1981). Han medbringer Anna Grigorjevna's dagbog, hun var Dostojevskij's 2. kone, og fortælleren går nu ind og "lever sig og læseren ind i" ægteparrets stormfulde færd på rejse i Europa i 1867. Sproget kræver opmærksomhed, men så er man også hooked. Tsypkin sejler ind og ud af tid, sted og synsvinkel, bruger romanfigurer, andre forfattere og vigtigst: sin fantastiske evne til at tegne fascinerende billeder omkring Dostojevskij og hans hustru.
Jeg bliver mindet om Cunningham's Timerne, som bruger Wirginia Woolf og hendes figurer frit og fremragende, men ellers er James Joyce nok nærmeste sammenligning fortællemæssigt.
En flot og smal bog til russisk/litterært interesserede.